Sådan kan du arbejde med cases som klinisk vejleder

Cases i undervisningen er velegnede til at give studerende overblik over og arbejde med at træffe kliniske beslutninger.

Cases er et godt bindeled mellem teorien og de erfaringer, den studerende får i sin praksis. De bidrager til, at den studerende kan kombinere forskellige videnstyper og udforske forskellige perspektiver på at finde løsninger på faglige problemstillinger.  

Hvis du bruger cases i undervisningen, gør du det nemmere for den sygeplejestuderende at:  

  • Arbejde med konkrete faglige problemstillinger fra sin hverdag  
  • Føle sig tryg og reflektere over sin kliniske praksis  
  • Få overblik og træffe gode kliniske beslutninger. 

Din vejlederrolle 

Du faciliterer som vejleder caseundervisningen. Du er den, der sætter rammerne for undervisningen, styrer undervisningsforløbet og skaber en tryg stemning, hvor de studerende har lyst til at dele faglige refleksioner over egen praksis med hinanden.   

Skab gode rammer for læring via cases 

Inden mødet er det en god idé at:  

  • Sørge for god tid til undervisningen 
  • Invitere deltagerne i god tid 
  • Skrive til deltagerne, hvad de skal forberede og medbringe 
  • Skaffe et rart lokale til undervisningen 
  • Skabe en stemning, hvor de studerende føler sig velkomne (vand, kaffe, the osv.).  

I undervisningen er det en god idé at:  

  • Undlade at tage arbejdstelefon med i lokalet 
  • Hænge et skilt på døren om, at I ikke må forstyrres 
  • Vælge troværdige cases fra praksis 
  • Fokusere på at få eleverne til at dele forskellige løsninger på en case 
  • Gøre opmærksom på, at der sjældent kun findes én klinisk løsning. 

4 gode råd til din undervisning med cases  

  1. Læs om rollerne som vejleder, rådgiver, facilitator og procesleder i bogen ”Kommunikation og samarbejde – i professionelle relationer” (Mads Hermansen et. Al. 2004) 

  2. Vær bevidst om, hvilke cases og spørgsmål der bedst hjælper de studerende til at lære om deres praksis 
     
  3. Hav de laminerede kort med læringsudbyttet med, eller afprøv Fagermoens erfaringslæringskæde, hvor I arbejder med roller (Bagger og Schultz 2009) 
     
  4. Brug Karl Tomms fire spørgsmålstyper (Hermansen et Al. 2004).