Case 7

Hr. Paulsen er en mand på 84 år, der bor i Sydhavnen i en 2- værelses lejlighed med toilet og bad ude i opgangen.

Jeg kommer på besøg hos ham, da den daglige hjemmehjælp har fortalt, at han i går er faldet i sneen på vej hjem fra den lokale kro og pådraget sig et sår på skinnebenet.

Jeg har lånt nøglen af hjemmehjælpen og låser mig ind i lejligheden. Varmen og lugten slår mig i ansigtet, da jeg åbner døren. Jeg hører en rusten stemme råbe: ”hvem helvede er det”, og derefter en høj hosten. Jeg præsenterer mig som hjemmesygeplejersken og siger, at jeg er der for at se på hans ben.

På min vej ind i stuen kommer jeg forbi et lille køkken, hvor næsten hele gulvpladsen er brugt af en stol og to grønne kasser. Jeg kaster også et blik ind i soveværelset, hvor sengen står uden sengetøj på, dækket af en masse tøj.

Inde i stuen sidder Hr. Paulsen i en lænestol. Han har en grå cardigan på med kaffepletter og et par shorts. Hr. Paulsen siger: ”Ahh det er noget lort det her, jeg fejler sgu ikke noget, det er ingen grund til, at I kommer rendende her”.

Jeg siger, at jeg da godt lige vil se såret, nu jeg er her. Hr. Paulsen ryster på hovedet og rydder den stol der star lige ved siden af ham for kaffekopper. De gamle servietter og cigaretpakker smider han i en skraldespand ved siden af lænestolen og puffer stolen over mod mig. Jeg sætter mig ned og passer på ikke at få skubbet til en metalkande med gul væske på gulvet.

Jeg lægger mærke til, at han har lange negle på fødderne, og at hans ben er meget røde og hævede. Det siver med væske fra såret. Jeg finder remedier frem til sårbehandling.

Jeg spørger, om han bor alene. Han fortæller, at konen skred for mange år siden efter deres søns død, men som han siger ”så er der sgu ingen, der blander sig i, om man ikke gider spise grøntsager”.

Han fortæller også, at han er tidligere pladesmed, og at han altid er gået meget op i sit arbejde. Selv efter han var gået på pension er han kommet der alligevel for at give en hånd med, men det kan han ikke mere, fordi han bliver så forpustet.

Jeg spørger, om han så kan få tiden til at gå, og han siger hurtigt, at nu skal jeg ”ikke få nogle gode ideer om det der centerhistorie”, det er der en, der engang lokkede ham til, og det var bare slet ikke ham.

Jeg renser og lægger forbinding på såret og foreslår, at vi hører hans læge ad om det ikke vil være en god ide med kompressionsforbindinger, men Hr. Paulsen vil ikke have, at jeg ulejliger lægen;” Jeg er jo ikke syg, og derudover kan jeg jo ikke få mine sko på, hvis du putter alt det på benene, og jeg skal jo ned til gutterne”.