Case 5
Inge er en 79- årig kvinde, der bor på et plejecenter på Vesterbro. Inge er kendt med Wernicke- Korsakoff syndrom, diabetes mellitus type 2, forhøjet blodtryk og er lige sat i behandling for depression.
Efter en indlæggelse pga. lungeemboli og DVT, har Inge udviklet decubitus på begge hæle, som er i sådant et stadie, at hun ikke må støtte på fødderne. Hun har derudover fået kontrakturer i begge knæ og ankler, som er meget smertefulde. Dette betyder, at Inge er blevet meget sengeliggende og inaktiv.
Inge er underernæret med et BMI på 18,5, og hun har mistet lysten til at spise.
Inge er tidligere sangerinde og har 2 børn, som hun har god kontakt til.
Det observeres, at Inge har udviklet ødemer på begge fodrygge. Inge får besøg af sygeplejersken Eva én gang dagligt til kompressionsbehandling. Der opleves stor smerteproblematik ved anlæggelse af kompression på Inge.
Da du og Eva kommer på det daglige besøg, giver Inge udtryk for, at hun er meget træt og bare gerne vil sove. Eva spørger hende, om hun skal sætte lidt musik på, som hun kan vågne til. Dette vil hun gerne have, og hun vågner så småt.
Eva placerer hovedgærdet oppe, så Inge kan se og følge med i, hvad der sker. Da Eva forsigtigt tager den forrige lagt kompression af, siger Inge ”Av, av, av. Stop. Nej! Vil du ikke godt lade være”.
Eva fortæller Inge, at det er vigtigt at hun får kompressionsbehandling, mens hun lægger en hånd på hendes hånd og siger, at det hjælper mod hendes smerter, og at hun nok skal være forsigtig, men at det nok ikke kan undgå, at det kommer til at gøre lidt ondt. Eva fortæller Inge, hvordan og hvad hun gør, hver gang hun foretager en ny handling.
Eva beder Inge selv om at løfte benene, når materialerne kommer på, dette imødekommer hun.
Inge græder og har smerteklager under hele seancen. Flere gange hører du hende sige: ”Av, av stop nu, vil du ikke nok stoppe” ligesom du også lægger mærke til, at hun forsøger at trække benene til sig .