Rollebeskrivelser i Københavns Kommune
Rollebeskrivelserne uddyber, hvordan enheder i Københavns Kommune kan organisere og varetage uddannelsesopgaven. Herunder kan du læse den overordnede uddannelsesorganisering af oplærings- og klinikforløb på de sundheds- og sygeplejefaglige erhvervs- og professionsbacheloruddannelser i Københavns Kommune. Organiseringen af uddannelsesområdet dækker fire niveauer:
- Uddannelsesansvarlig
- Klinisk vejleder
- Oplæringsvejleder
Daglig vejleder.
Uddannelsesansvarlig
Ledelsen har det overordnede ansvar for løsningen af uddannelsesopgaven. Som uddannelsesansvarlig refererer du til ledelsen og samarbejder med kliniske vejledere for studerende, oplæringsvejledere for SOSU-elever, Uddannelse København og uddannelsesinstitutioner om den samlede uddannelsesopgave på enheden. Opgaven tager afsæt i Notat om Uddannelsesopgaven på SOSU-området (se boks nederst).
Beskrivelse af rollen som uddannelsesansvarlig
Fold alle ud
Ansvar og arbejdsopgaver
Stillingen retter sig mod elever og/eller studerende. Som uddannelsesansvarlig har du det overordnede ansvar for systematisk at planlægge, koordinere, udføre og udvikle oplærings- og klinikforløb og læringsmiljøer. Det skal du gøre på baggrund af evalueringer og med inddragelse af ledelsen. Formålet er at:
- Fremme elever og studerendes trivsel og læring
- Sikre kvalitet og gennemførelse af uddannelsesforløb
- Skabe sammenhæng mellem skole- og oplæringsforløb samt progressionen i elevers/studerendes læring mellem oplærings- og klinikforløbene på tværs af kommuner og region
- Kvalitetssikre den kliniske vejledning og læringsmiljøet
- Medvirke til kompetenceudvikling af oplæringsvejledere, kliniske vejledere og øvrigt sundhedsfagligt personale
- Systematisk dokumentere, evaluere og vurdere elev-/studerendeforløb.
Uddannelse og kompetencekrav
Du har en sundhedsfaglig uddannelse, typisk med en relevant pædagogisk videreuddannelse på diplom-, master- eller kandidatniveau.
Du deltager i tilbud om kompetenceudvikling og netværk fra Uddannelse København og uddannelsesinstitutionerne og i aktiviteter i kommunalt og regionalt regi.
Overordnet referenceramme
- Strategi for grunduddannelser i Københavns Kommune 2021-2025
- Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje (retsinformation.dk)
- Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent (retsinformation.dk)
- Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedshjælper (retsinformation.dk)
- Studieordning og semesterbeskrivelser, Københavns Professionshøjskole
- Uddannelsesordning for social- og sundhedsassistentuddannelsen
- Uddannelse Københavns hjemmeside www.uddannelse.kk.dk
Klinisk vejleder
Stillingen som klinisk vejleder omfatter ansvar eller medansvar for uddannelse af sygeplejestuderende. Som klinisk vejleder er du ansat som sygeplejerske med borgernære og koordinerende sygeplejeopgaver og samarbejder med afdelingsleder, oplæringsvejledere, den uddannelsesansvarlige og Uddannelse København.
Beskrivelse af rollen som klinisk vejleder
Fold alle ud
Ansvar og arbejdsopgaver
Som klinisk vejleder er dit ansvar og dine opgaver at planlægge, gennemføre, dokumentere, evaluere, udvikle og kvalitetssikre forløb for studerende og medvirke til at:
- Kvalificere og udføre klinisk vejledning og styrke læringsmiljøet gennem facilitering af læreprocesser samt medvirke til kompetenceudvikling af vejledere og øvrigt sundhedsfagligt personale
- Skabe sammenhæng mellem skole og klinikforløb samt sammenhæng og progression i de studerendes læring
- Fremme de studerendes trivsel og professionsidentitet samt sikre kvalitet og gennemførelse af uddannelsesforløb og udvikling af læringsmiljøet
- Gennemføre aktiviteter ud fra evalueringer, uddannelsernes studieordninger og bekendtgørelser.
Uddannelse og kompetencekrav
Du er uddannet sygeplejerske med pædagogiske kvalifikationer svarende til minimum 1/6 diplomuddannelse, fx klinisk vejleder i sundhedsfaglige professionsuddannelser.
Du deltager i netværk for uddannelsesansvarlige og kliniske vejledere, underviser i kommunalt og regionalt regi samt har opgaver som vejleder/eksaminator i obligatoriske opgaver i klinisk praksis. Uddannelse København og Københavns Professionshøjskole tilbyder kompetenceudvikling og netværk, herunder Bydækkende netværk samt dialogmøder og temadage mellem skole og klinik.
Overordnet referenceramme
- Strategi for grunduddannelser 2021-2025
- Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje (retsinformation.dk)
- Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent (retsinformation.dk)
- Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedshjælper (retsinformation.dk)
- Studieordning og semesterbeskrivelser, Københavns Professionshøjskole
- Uddannelsesordning for social- og sundhedsassistentuddannelsen
- Uddannelse Københavns hjemmeside www.uddannelse.kk.dk
Oplæringsvejleder
Som oplæringsvejleder har du, udover ansættelse som social- og sundhedshjælper eller -assistent, en pædagogisk opgave rettet mod uddannelsen af elever. Du samarbejder med den uddannelsesansvarlige, daglige vejledere og Uddannelse København.
Beskrivelse af rollen som oplæringsvejleder
Fold alle ud
Ansvar og arbejdsopgaver
Du har ansvar for den daglige vejledning og sparring med elever på SOSU-hjælper- og/eller -assistentuddannelsen.
Du medvirker til at:
- Planlægge, udføre, evaluere, dokumentere og udvikle konkrete læringsforløb med og for elever
- Sikre, at eleven gennemfører praksisnære aktiviteter og omsorgsopgaver på baggrund af oplæringskatalog og andet materiale fra Uddannelse København
- Sørge for, at relevante læringsmetoder og redskaber i vejledningen bliver anvendt
- Fremme elevers trivsel og læring samt sikre kvalitet, sammenhæng og progression i elevernes læring i samarbejde med øvrig sundhedspersonale.
Uddannelse og kompetencekrav
Du har uddannelsen på 11 dage i AMU-regi og eventuelt overbygning. Er du som oplæringsvejleder uddannet social- og sundhedshjælper, er opgaven rettet mod social- og sundhedshjælperelever. Er du som oplæringsvejleder uddannet assistent, kan opgaven rettes mod både social- og sundhedshjælper- og assistentelever.
Du deltager i netværk på enheden og kompetenceforløb fra Uddannelse København, fx inspirationsdage.
Overordnet referenceramme
- Strategi for grunduddannelser i Københavns Kommune 2021-2025
- Uddannelse Københavns hjemmeside www.uddannelse.kk.dk
Daglig vejleder
Uddannelse er en fælles opgave, hvor alle ansatte deltager og tager medansvar for vejledning og undervisning af studerende og elever. Som daglig vejleder varetager du afgrænsede og specifikke vejledningssituationer, herunder bedside-undervisning af studerende og elever hos borgeren.