Film og læringsmateriale om hazing
Introduktion til begrebet hazing
Filmen og læringsmaterialet omhandler begrebet hazing, der dækker over en uhensigtsmæssig adfærd over for nyankomne på en arbejdsplads. Hazing kan forhindre et bæredygtigt læringsmiljø for elever og studerende og påvirke deres motivation og muligheder for at lære. Materialet er udviklet af Uddannelse København i samarbejde med sygeplejespecialist Anette Kaagaard Kristensen på baggrund af hendes ph.d.-studie om hazing i plejen.
Film om hazing i samarbejde med sygeplejespecialist Anette Kaagaard Kristensen
Vi har produceret en film, hvor Anette Kaagaard Kristensen folder begrebet hazing ud i en kommunal sundhedsfaglig kontekst. Filmen præsenterer forskellige former for hazing gennem tre cases med elever og studerende, som viser, hvordan hazing kan udspille sig på oplærings- og kliniksteder. Filmen kan bruges selvstændigt til refleksion eller sammen med læringsmaterialet. Filmen varer ca. 14 min.
Læringsmateriale med cases og refleksionsspørgsmål
Materialet indledes med en kort beskrivelse af hazingformerne: segregationshazing, opgaverelateret hazing og verbal hazing samt testhazing. Herefter beskriver materialet forskellige tegn på hazing samt cases, som viser, hvordan hazing kan fremstå på oplærings- og kliniksteder. Til hver case er der refleksionsspørgsmål, som kan drøftes i grupper med fokus på konsekvenser for faglig selvtillid, motivation og tryghed.
Dialogkort
Der medfølger dialogkort, som kan inspirere personalet til at reflektere over praksis, forebygge hazing og tage konkrete skridt mod et socialt bæredygtigt og inkluderende læringsmiljø. Dialogkortene er inddelt i farver, så de understøtter de forskellige cases og hazingformer. De kan anvendes sammen med de tre cases eller for sig selv.
Læringsmaterialet kan bruges sammen med filmen eller alene.
Tæt på vejledningen
Tæt på vejledningen er et tilbud til uddannelsesansvarlige for SOSU-elever, sygeplejerskestuderende og koordinerende kliniske vejledere.
I 2024-2027 gennemfører Uddannelse København indsatsen Tæt på vejledningen med bistand fra en ekstern konsulent. Indsatsen består af målrettede sparringsforløb til uddannelsesansvarlige og kliniske vejledere på otte oplærings- og kliniksteder om året med fokus på følgeskab.
Når du er tæt på vejledningen, kan du give støtte og sparring til den enkelte vejleder. Når du som uddannelsesansvarlig eller klinisk vejleder arbejder med følgeskab, følger du en vejleder i situationer, hvor han eller hun vejleder elever eller studerende. Efterfølgende giver du vejleder konkret sparring. Målet med følgeskab er at fremme refleksion og kompetenceudvikling på klinik- og oplæringsstedet og understøtte det lokale læringsmiljø. Gennem følgeskab er du med til at sikre, at vejlederne føler sig trygge og godt klædt på til deres vejledningsopgaver.
Du kan læse og høre mere om det at arbejde med følgeskab i filmen herunder samt i materialet ”Følgeskab - step by step” og ”Kom tættere på vejledningen – en guide”.
Tilmeld dig til Tæt på vejledningen
Kontakt din områdekonsulent for mere information og tilmelding til indsatsen Tæt på vejledningen.