Sådan vurderer du elevens prøvetid

Prøvetiden er til for at sikre, at både eleven og oplæringsstedet ønsker at fortsætte ansættelsen, når prøvetiden er slut.

Senest 10 uger efter oplæringsstart skal du vurdere, om eleven kan fortsætte sin uddannelse hos jer. Uanset om prøvetiden er forløbet uden problemer, eller om der er dukket udfordringer op undervejs, skal du bruge dialogværktøjet. 

Hvis der er udfordringer under prøvetiden 

Der kan være forskellige grunde til, at der opstår udfordringer i prøvetiden.

Det kan for eksempel være, at eleven har haft meget fravær eller ikke møder stabilt op. Det kan også være, at eleven ikke udviser engagement eller tager ansvar for sin egen læring. Eller måske overholder eleven ikke jeres rammer og regler som oplæringssted.  

Afhold hurtigt en samtale

Det er vigtigt, at I hurtigst muligt holder en samtale med eleven og taler om udfordringerne. På den måde får eleven mulighed for at forbedre sig i prøvetiden. Til samtalen skal I bruge dialogværktøjet. 

Lav en handleplan 

Under samtalen laver I en handleplan, hvor I beskriver, hvilke konkrete udfordringer eleven skal arbejde med. I handleplanen skal der også stå en dato for, hvornår I skal mødes igen for at følge op på, hvordan det går.  

Følg op på handleplanen

Hvis eleven lever op til de aftaler, I har beskrevet i handleplanen, er prøvetiden godkendt. Hvis eleven ikke lever op til aftalen, er det dig som uddannelsesansvarlig, der endeligt beslutter, om elevens prøvetid er ’ikke godkendt’. Du er altid velkommen til at drøfte sagen med Uddannelse København, hvis du er i tvivl. 

Hvis I ikke kan godkende prøvetiden 

Inden der er gået 10 uger af elevens prøvetid, skal du som uddannelsesansvarlig uploade dialogværktøjet i EduAdm og maile det til Uddannelse København. Skriv ’ikke godkendt’ i emnefeltet. 

Uddannelse København sender nu eleven en partshøring, så eleven får mulighed for at kende til sin sag og fortælle sin side af sagen. 

Eleven skal blive i oplæring, indtil partshøringen er afgjort. 

Vejledning til EduAdm

Efter samtalen skal du som uddannelsesansvarlig uploade dialogværktøjet i EduAdm. Dokumentet skal være synligt for eleven. 

Sæt kryds på forsiden, om prøvetiden er godkendt eller ikke godkendt. 

Har du behov for sparring?

Har du behov for sparring og samarbejde om et elevforløb, kan du kontakte os.