Elever skal skrive logbog under oplæringen

At skrive logbog hjælper eleven til at reflektere over deres oplevelser og læring under oplæringen, og som vejleder kan du hjælpe eleven godt i gang.

Logbogen bidrager til at strukturere elevens læring, og den er et godt redskab til at holde fokus på et emne. Alle elever skal skrive logbog, når de er i oplæring.  

Eleven skal bruge logbogen til at: 

  • Beskrive oplevelser, overvejelser og erfaringer fra oplæringen. 
  • Skrive om situationer og forhold, de undrer sig over. 
  • Fastholde egne indtryk, refleksioner og reaktioner. 
  • Reflektere over de oplevelser, de har i oplæringen. 
  • Nedskrive referater, aftaler mv. efter samtaler med oplæringsvejlederen og andre samarbejdspartnere. 

Sådan hjælper du eleven med at bruge logbogen 

Nogle elever synes, det er svært at komme i gang med at skrive logbog. Som oplæringsvejleder kan du hjælpe eleven i gang ved at opfordre til 5-10 minutters fri skrivning. Du kan også med fordel stille nogle enkle spørgsmål, eleven kan reflektere over. Det kan fx være: 

  • Hvad gik godt eller mindre godt i dag – og hvorfor? 
  • Hvad har jeg lært i dag? 
  • Hvilken viden mangler jeg for at kunne …? 
  • I dag var en god dag, fordi …? 

Spørgsmål og svar

Vis alle

Skal jeg som vejleder læse logbogen?

Logbogen er elevens eget arbejdsredskab. Det er kun, hvis eleven ønsker det, at du som oplæringsvejleder skal læse og kommentere elevens notater. 

Hvad er en logbog rent praktisk?

Eleverne skal selv anskaffe sig en logbog, fx et hæfte, en notesbog eller lignende.