Sådan bliver oplæringspladser oprettet og fordelt
Det kan være både lærerigt og udviklende at være sted for en pædagogisk assistentelev.
Arbejdet med at finde oplæringsstederne begynder 8-12 uger, inden eleverne skal i oplæring, så det er en god idé for jer som institution at gå i gang med overvejelserne i god tid, inden I ønsker at være oplæringssted.
Sådan gør I, når I ønsker en elev
Institutioner i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Hvis I ønsker at blive oplæringssted, skal I kontakte den pædagogiske konsulent i jeres område, som kan fortælle om mulighederne
Er I i tvivl om, hvem den pædagogiske konsulent er, kan I finde oplysningerne på Opgaveportalen.
Institutioner i Socialforvaltningen
Hvis I ønsker at blive oplæringssted, kan I kontakte BBU HR og Organisation, som kan henvise jer til den konsulent, der står for opgaven.
Institutioner under andre forvaltninger
Hvis I ønsker at blive oplæringssted, men jeres organisation ikke hører under Børne- og Ungdomsforvaltningen eller Socialforvaltningen, er I velkomne til at rette henvendelse til Uddannelse København, som kan hjælpe jer videre.
Sådan bliver oplæringspladserne fordelt
Det er Uddannelse København, som står for at indhente oplysninger om, hvilke institutioner der ønsker pædagogiske assistentelever i oplæring. Oplysningerne indhenter vi fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen.
Når vi har lavet en oversigt over oplæringspladserne, sender vi den til skolerne SOSU H og Københavns Professionshøjskole. Det er skolerne, der står for at fordele selve pladserne, hvilket sker 4-8 uger inden, eleverne skal begynde i oplæring.
Sådan får I besked
Ca. 4 uger inden, eleverne begynder i oplæring, vil I som oplæringssted få besked fra skolen om den eller de elever, I skal modtage i oplæring. I hører også fra skolen, hvis en elev af en eller anden årsag alligevel ikke begynder i oplæring.