Praktik på pædagoguddannelsen

Information om praktikperioder, studiedage, praktikbeskrivelser, informationsmøder og praktikstedets ansvar på pædagoguddannelsen.

Praktikperioder 

Der er fire praktikperioder på pædagoguddannelsen, fordelt ud over flere semestre. Du kan læse mere om de enkelte praktikperioder herunder. 

Læs mere om praktikperioderne

Vis alle

1. praktik

  • Ligger i fællesdelen på 1. semester 
  • Varer 32 dage 
  • Er normeret til 10 ECTS ved en daglig praktik på 6 timer 
  • Er ulønnet. 

2. praktik

  • Ligger i specialiseringsdelen på 3. og 4. semester  
  • Varer 6 måneder 
  • Er normeret til 30 ECTS ved en ugentlig praktik på 32,5 timer 
  • Er lønnet. 

3. praktik

  • Ligger i specialiseringsdelen på 5. og 6. semester  
  • Varer 6 måneder 
  • Er normeret til 30 ECTS ved en ugentlig praktik på 32,5 timer 
  • Er lønnet. 

4. praktik

  • Ligger i specialiseringsdelen på 7. semester  
  • Er berammet til 16 dage 
  • Er normeret til 5 ECTS  
  • Er en del af den studerendes bachelorprojekt og bruges til empiriindsamling  
  • Foregår fortrinsvis på et af de praktiksteder, hvor den studerende har været i 2. eller 3. praktik
  • Er ulønnet.  

Studiedage i praktikken 

Der er 23 studiedage. De er fordelt sådan her:  

  • 1. praktik – 3 studiedage 
  • 2. praktik – 10 studiedage 
  • 3. praktik – 10 studiedage. 

Der er ingen studiedage i praktik 4. 

Københavns Professionshøjskole tilrettelægger studiedagene. Formålet med dagene er at give den studerende støtte til at nå praktikkens kompetencemål.

Praktikstedets opgaver

Undervejs i uddannelsen har praktikstedet ansvar for at udarbejde en praktikbeskrivelse, ligesom det også er praktikstedets ansvar at sørge for, at den studerende modtager praktikvejledning. 

Herunder kan du læse mere om rollen som praktiksted, og de opgaver, der følger med rollen. 

Information til praktiksteder

Vis alle

Praktikbeskrivelse fra praktikstedet 

Praktikstedet skal lave en praktikbeskrivelse som indeholder: 

  • Beskrivelse af praktikstedet, herunder formål, karakteristik af brugergruppe og arbejdsmetoder. Denne beskrivelse laves i Praktikportalen 
  • Uddannelsesplan for de praktikperioder, hvor praktikstedet kan modtage studerende.  

Uddannelsesplanen skal indeholde:  

  • Hvordan praktikstedet arbejder med det konkrete kompetenceområde 
  • Hvordan studerende på praktikstedet kan arbejde med det konkrete kompetenceområde 
  • Hvordan praktikstedet understøtter den studerendes læring   
  • Anbefalet litteratur 
  • Beskrivelse af, hvordan praktikvejledningen er organiseret og tilrettelagt 
  • Beskrivelse af, hvordan den studerendes portfolio inddrages. 

Praktikstedets ansvar

Praktikstedet har ansvar for, at den studerende modtager praktikvejledning i overensstemmelse med kompetencemålene for praktikperioden. 

Praktikstedet og den studerende udarbejder i fællesskab en praktikplan for praktikforløbet. 

Senest 2/3 inde i praktikforløbet holder man møde mellem den studerende, praktikstedet og KP. Her udtaler praktikstedet sig om, hvordan den studerende kan nå kompetencemålene for praktikperioden. Praktikplanen er grundlaget for mødet.  

Informationsmøder om praktik på pædagoguddannelsen

KP holder løbende informationsmøder om kommende praktikperioder. Her får du bl.a. information om rammer og krav for den konkrete praktik med særligt fokus på praktikstedets rolle og opgaver.

Du finder tidspunkterne for møderne på KP’s hjemmeside, hvor du også kan tilmelde dig.