Planlæg praktikforløbet

Et tilrettelagt og koordineret praktikforløb skaber overblik og struktur for både studerende og praktikvejleder.

Velkomstbrev 

Når praktikstedet har modtaget besked om, at praktikfordelingen i Praktikportalen er på plads, er det tid til at sende den studerende et velkomstbrev. At starte i praktik kan både være spændende og nervepirrende for den studerende. Et velkomstbrev fra praktikstedet er en god måde at vise, at I glæder jer til samarbejdet, og at den studerende er ventet. 

Send velkomstbrevet via Praktikportalen eller direkte til den studerendes KP-mail adresse. 

Velkomstbrevet kan fx indeholde:

  • Informationer om den første dag
    • Dato og tidspunkt for opstart
    • Mødested og hvem der vil tage imod
  • Kontaktoplysninger til praktikvejleder eller anden relevant person
  • Praktiske informationer om påklædning og hvad den studerende skal medbringe (fx frokost, sko, m.m.)

Introduktion

En god modtagelse og introduktion får den studerende til at føle sig velkommen og ventet. Det kan være en god idé at lave en plan for introduktionsperioden i god tid.

Forberedelse inden praktikstart: 

  • Aftal hvem der skal være vejleder og hvilke opgaver vejlederen er ansvarlig for
  • Udarbejd en introduktionsplan for de første to uger (rundvisning, præsentation til det øvrige personale, introduktion til daglige rutiner og opgaver, studiesamtaler, mm.)
  • Forbered materialer og praktikinformation (velkomstskilt, it- og brugeradgang, syg- og raskmelding procedure, fraværsskema m.m.)
  • Planlæg den første studiesamtale (se mere nedenfor)
  • Overvej læringsmiljøet (planlæg relevante læringsmuligheder og aktiviteter for den studerende, udvælg hverdagsaktiviteter som den studerende skal deltage i mm.)

Modtager arbejdspladsen elever og studerende fra andre uddannelsesretninger, kan I med fordel tage udgangspunkt i allerede udarbejdet velkomstmateriale eller være fælles om udviklingsarbejdet. 

Studiesamtaler

I Praktikportalen er der oprettet ugentlige studiesamtaler. Studiesamtalen er en ugentlig samtale mellem den studerende og praktikvejlederen. Det er en god ide at planlægge et fast tidspunkt for afholdelse af studiesamtaler. 

Formålet med samtalen er at skabe tid og rum for fælles refleksion over praktikforløbet, den studerendes læringsudbytter samt allerede afholdte aktiviteter. Til studiesamtalen genbesøger I praktikplanen og planlægger praktikforløbet fremadrettet.  

Den studerende har ansvar for at skrive et kort referat af samtalen og for at gemme referatet i Praktikportalen.   

Til den første studiesamtale kan det være godt at sætte ekstra tid af til en gensidig forventningsafstemning og dialog om praktikplanen. Forud for samtalen kan den studerendes praktikvejleder med fordel orientere sig i studieprofilen.