Omsorgsdage
Se filmen om omsorgsdage
Når du er elev i Københavns Kommune, kan du hvert år holde 2 omsorgsdage. Det betyder, at du kan holde fri i 2 dage med dit barn. Det gælder til og med det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år.
For at holde omsorgsdage skal du – så tidligt du kan – tale med din skole eller dit oplæringssted, så I sammen kan aftale et tidspunkt, hvor du kan holde dagene.
Du har ret til omsorgsdagene, uanset hvilket tidspunkt på året du er blevet ansat.
I nogle tilfælde kan du udskyde omsorgsdagene
Du skal bruge omsorgsdagene, inden året slutter. I ganske få tilfælde kan du få lov til at udskyde dem til næste år. Det kan du, hvis:
- Omsorgsdagene er fra det kalenderår, hvor dit barn er født
- Du adopterer et barn. Her gælder omsorgsdagene fra det tidspunkt, hvor du har fået barnet
- Du er forhindret i at holde omsorgsdagene, fordi du er på barsels-, adoptions- eller børnepasningsorlov i et helt kalenderår.
Du kan ikke få løn for omsorgsdage, du ikke har brugt
Det er ikke muligt at få udbetalt løn for de omsorgsdage, du ikke har fået brugt, hvis du stopper uddannelsen og ikke længere er ansat af Uddannelse København.
Hvis du bor i Sverige, skal du selv sørge for at sende en kopi af barnets fødselsattest for at få tildelt omsorgsdage. Send kopien til uddannelse København.