Læringsaftale for SOSU-elever
Læringsaftalen hjælper dig til at holde fokus på et emne og skabe struktur.
I din oplæring har du en vejledningssamtale med din oplæringsvejleder hver uge. Her kan I bruge læringsaftalen, når I taler om, hvordan det går, og når din vejleder giver dig feedback på din læring.
Med læringsaftalen kan du øve dig i at præcisere:
- Hvad du skal lære (viden, færdigheder og holdninger)
- Hvordan du skal lære det (hvem, hvordan og hvornår)
- Hvornår det skal evalueres.
Sådan arbejder du med læringsaftalen
Inden hver vejledningssamtale udfylder du et skema med din læringsaftale sådan her:
- På linjen ”Emne” skriver du, hvilket læringsfokus læringsaftalen skal have
- Bagefter skriver du i kolonne 1, hvad du vil lære.
Skemaet er udgangspunkt for samtalen med din vejleder. Under vejledningssamtalen taler I om dit læringstema ud fra skemaet, du har udfyldt. På den måde kan din vejleder støtte dig i at arbejde med din læringsaftale.
Under vejledningssamtalen
Under vejledningssamtalen skriver du aftaler og planer i kolonne 2: ”Hvordan vil jeg lære det?”. Vær så konkret og præcis, som du kan, når du svarer på:
- Hvem er involveret? Dvs. hvem der deltager i din læringsaftale (fx borger, vejleder, andre faggrupper eller særlige ressourcepersoner)
- Hvordan det skal foregå? Det kan fx være en kort beskrivelse af, hvilke sider i lærebogen du vil læse, hvordan du vil øve dig med en borger, om der er særlige ressourcepersoner, du vil følge, tale med eller lignende
- Hvor og hvornår skal det foregå? Dvs. hvornår du skal øve dig, tale med nogen eller se noget. Og om det fx er i borgerens hjem eller på en tur
- Hvilke mål indgår? Dvs. det eller de oplæringsmål, du arbejder med.
Efter vejledningssamtalen
Du arbejder med de ting, du har skrevet i læringsaftalen. Og taler med din vejleder om, hvordan det er gået, ved næste vejledningssamtale. Bagefter aftaler I en ny læringsaftale for den næste uge.
Din vejleder skriver feedback i kolonne 3 og sætter en cirkel i de tre farveskalaer (rød, gul eller grøn) på baggrund af dine færdigheder, viden og holdninger.